FASTE LÆSERE

søndag den 29. januar 2012

NY BRÆNDEOVN.


Her i huset er brændeovnen den primære varmekilde.
Vi har også elvarme, men den bruger vi så lidt som muligt. Vi har dog aldrig været tilfredse med den ovn der var i huset . 
I sidste weekend havde Bauhaus brændeovne på tilbud, og vi blev enige om at nu skulle det være - den vi gerne ville have var nedsat 1500 kr.
Fredag afleverede Karsten - vores nabo og chauffør hos Bauhaus - brændeovnen,  og da arbejdsdagen var forbi gik JP og Karsten i gang med at skifte den.


Det var dog ikke så let som vi havde håbet - Der blev skuret - løsnet og hevet - 
Selv Stine og Kristine gav en hånd med, men vi måtte vente til lørdag før det lykkedes


Endelig kunne vi tænde op i den nye ovn - og den virker helt fantastisk - varme i hele huset og dens forbrug af briketter er meget mindre end den gamle.


Også vores lille kat har fundet sin plads og det bliver helt sikkert ikke de sidste brændeovnsbilleder der kommer på bloggen .

onsdag den 25. januar 2012

CARL TH. DREYER.




Tirsdag aften startede Løkken-Vrå Folkeuniversitet et foredrags-og filmtema om en af Danmarks største filminstruktører - Carl Theodor Dreyer - i Lønstrup Cafe Bio.

Fra min ungdom husker jeg hans filmatisering af Kaj Munks "Ordet"


Måske det, allerede dengang, var hans formidable evne til, med enkle midler - lys og skygge - at fortælle sine historier,  der også greb mig dengang.
 Nu hvor jeg er meget optaget af foto, er hans evne til netop at bruge disse ting, en sand fryd for øjet. 

Foredragsholder Mads Hansen der er cand. mag i filmvidenskab bragte os, med humor, nærmere manden - eller som Mads selv udtrykker det i sit program:

    • Dreyers film kalder på sit publikums opmærksomhed. Jeg vil med en præsentation af manden og hans værker prøve at åbne døren til, at man kan lade sig overmande af det langsommelige og alvorstunge - at filmene er spiddende ironiske og serveret med masser af varme og glimt i øjet, og kun til tider, måske, lidt kedsommelige."

Næste gang, den 7. februar skal vi se filmen "Vampyr" og den 28. februar er det "Ordet" der er på programmet.

Uh, hvor jeg glæder mig.

Til jer der, måske ikke, kender Dreyer er her lige en lille smagsprøve fra hans film "Vredens Dag" - og der er meget mere at finde på YouTube.


tirsdag den 24. januar 2012

FØDSELSDAG







I dag er det 2 år siden jeg startede denne blog, efter at min gamle blog havde ligget stille i lang tid. 
Det er ikke hver dag jeg skriver et indlæg - men bloglæsning hører med, sammen med min morgenkaffe.
Jeg glæder mig over de mange dejlige mennesker jeg har mødt igennem det at blogge - de fleste kun "in space" - men heldigvis også nogle få stykker irl. 

Det er sjovt at se tilbage - titlen er i dag ikke så sigende for mit liv som da bloggen blev startet. 
Jo, jeg strikker da stadig - og mad - ja, jeg spiser da hver dag - også alt for meget - men der er en anden interesse der har sneget sig ind - nemlig fotografering, og det fylder stadig meget i min dagligdag.  

mandag den 23. januar 2012

10 TOMMELFINGRE OG EN OVERLOCKER

er ikke den bedste kombination når der skal laves noget, men det lykkedes alligevel.



I morgen skal JP til København, og han skal mødes med Jørn og Steen.
Steen og Lis blev den 27. december forældre til to små tvillingedrenge, og de skal selvfølgelig have lidt  "Lønstrup-design".
Mønstret til trøjerne, der er strikket i Superwash Uld, har jeg fundet på Hendes Verdens hjemmeside og de små bukser er fra "Minikrea - nr. 10450.
Måske bliver vi lidt upopulære, i vores valg af knapper - de er ikke så nemme at lukke, men søde, det er de.



mandag den 16. januar 2012

FORSØGSGRIS ER GODKENDT.


I julegave fik jeg som før nævnt en Römertopf - eller stegeso som den hedder på dansk.
Rosa og Kristine havde store kvaler med at finde den i Danmark, da jeg havde set at man i Tyskland kan få den, hvor underdelen er glasseret indvendigt. Det kan man ikke i Danmark - det påstås at den ikke findes - men det gør den - de fandt heldigvis en på nettet i Tyskland.
Fornuftige - som de jo er - købte de en stor til 6-8 personer, da de ikke mente at det var en jeg ville bruge til dagligt. Det havde de nu ikke ret i - den har allerede været i brug 4 gange - men som de sagde - igen så fornuftigt - " man kan lave lidt i en stor, men ikke meget i en lille"  - og der har de jo ret.
Størrelsen betyder også at den, kun lige, kan gå ind i ovnen. Det er intet problem når den skal ind, for en Römertopf skal sættes i en kold ovn, men det er lidt svært når den skal ud. 
Et andet "problem" er at den skal stilles i vand i 10 min. inden brug - her er vasken ikke stor nok, så det bliver "10 min. på den ene side - og 1o min. på den anden".


Mens "grisen" trækker vand er der tid til at gøre grøntsager og kød klar.
Vi elsker grove rodfrugter - porrer, pastinak, rødbede, gulerødder, løg - men har også forsøgt os med flåede tomater fra dåse, rød og grøn peber, løg og masser af hvidløg. 
Kødet har været oksekød i tern, ribbensteg, kylling og oksebov 



Første gang - med oksekød i tern - havde jeg været lidt for flink med væde, men nu er jeg ved at have lært det - Tomatbunden til kyllingen blev dog siet og sovsen jævnet lidt.
 

Det hele har smagt super godt - 1. ret kunne godt have tålt en time mere i ovnen - og ribbenstegens sværd var - selv efter en tur under grill - ikke helt sprød, men alligevel god. 
Kyllingen og okseboven var helt perfekt.

Jeg er så super glad for min Römertopf - nu skal jeg bare lige vænne mig til at aftensmaden skal forberedes først på eftermiddagen for retterne skal have 3-4 timer i ovnen. 
Det næste forsøg bliver at bage brød i Grisen og næste gang vi kommer til Tyskland vil jeg se at finde en Römertopf til fisk.

 Tusind tak piger  OG Claus - det er en super gris.

lørdag den 14. januar 2012

WEEKEND.

 Endnu en dejlig lørdag er snart forbi. Vi hygger os sammen med Kristine, Rosa og Claus efter en dejlig middag, der varmede godt ovenpå en kold, men skøn tur til havet. 

 
 
 

mandag den 9. januar 2012

I LIVE IGEN.


Så er der igen bevægelse på min fotoblog, der har ligget stille i efteråret.
Samtidig har jeg lavet endnu en blog - Mariannes Project 366 - hvor der kommer et nyt billede for hver dag i 2012.

Kig forbi hvis du har lyst.

lørdag den 7. januar 2012

SOMMERHUS MED HAVUDSIGT.

Er du interesseret i et sommerhus med havudsigt, så se lige her.


Jeg tror det er billigt til salg - for det er tvivlsomt, om det ligger der til sommer. 
Har du venner som også er interesserede, så tag bare dem med - der er flere af slagsen.




Nå, spøg til side - der er virkelig forsvundet meget land her under de sidste storme.


Havet var helt utroligt smukt i dag - eller måske var det fordi vi var kørt til Nørlev Strand lidt nord for Lønstrup - hvor der ikke er kystbeskyttelse og havet derfor har frit spil.



Efter en frisk tur langs stranden fortsatte vi til Hirtshals - og en dejlig rejemad.



Nu er den nye Römertopf sat i ovnen,  så nu kan der slappes af et par timer.



Hav en god lørdag aften.

torsdag den 5. januar 2012

NYE UDFORDRINGER I 2012.

Der er intet nyt fra strikkefronten - det bliver ikke rigtigt til noget.
I 2011 fik jeg strikket af 3.745 gram garn, mens jeg købte 3.200 gram, så lidt er mit lager da blevet formindsket.


 


Ellers må min strikkelyst være i aftagende, så der er ingen store strikkeplaner i 2012. 
Jeg er i gang med en trøje til Kristine - der er en stor udfordring - der strikkes strømper og babytøj og så har jeg meldt mig i en julekugle-knitalong på Facebook.

I 2011 kom fotograferingen til at fylde mere og mere, og jeg har gerne villet "bruge" mine billeder.
Glad var jeg derfor da jeg faldt over denne bog

 



Min store plan og udfordring i 2012 vil nu være at omdanne nogle af mine mange billeder til Quilts - både store og små, så lige nu er der den store planlægning og studeren igang.
Jeg har nemlig også meldt mig til her



så jeg glæder mig til at der en dag dukker resultater op her på bloggen.
Weekenden skal bruges på at indrette en ordenlig syplads med et godt lys, da det er en stor mangel for øjeblikket, så jeg håber at komme i gang bag symaskinen i næste uge.

mandag den 2. januar 2012

GODT NYTÅR


Traditionen tro blev nytårsaften fejret sammen med Jan og Gunhild - og som sidste år med lækker gourmetmad fra restaurant "Glashuset" her i Lønstrup.

Pighvar & skaldyrs bisque med mandelstegte koldvands kæmperejer, urter, persilleolie, samt vores populære nordiske brød

Rødtungeroulade med fyld af laks og rogn hertil grov salat, limedressing og sprøde rugbrøds tern

Medaljon af dansk ungkvægsmørbrad med rodfrugter, bagte rødløg, svampe,
timian kartofler, hertil rødvins glace


Lun chokolade fondant med hjemmelavet vanilje parfait og råsyltede bær.
Kransekage stykker med chokolade


Efter midnat og Champagne gik turen til Lønstrup Cafe Bio og nytårsfest med mange feststemte og glade mennesker.


Det meste af nytårsdag blev tilbragt på langs, men det blev da til en hurtig tur til havet.

Nu er vi klar til at tage fat på 2012.